GeorgBrandesEtPortræt

begynder mit Haar at hvidne, og jeg føler lige*

dan. Dengang havde jeg større Hang til at

lyde og tjene et Geni end til selv at raade. Det

sidste kom med Modenheden. Der gives kun ét

afgørende paa Jorden: Vilje, ledet af Intellh

gens.«

Det var den skjulte Moddrift i det Folk og det

Land, hvori han var født, det var den aabenlyse

Modstand mod Fremmedelementet i Georg Bram

des’ Natur og Aand, der gennem hele hans lange

Liv irriterede hans Nerver som en stadig Betæm

delse, snart murrende som en ulmende Smerte,

snart i fuldt Udbrud som en flammende Brand.

Et eneste

Middel kunde have tvunget Lidelsen til

Ro: at vedstaa den og derved finde Vej til Be*

roligelse. Man mindes uvilkaarligt Goldschmidt,

der indledede

sit

Levned med de rolige og stolte

Ord: »Jeg er af Levi Stamme.« Man mindes end*

videre Goldschmidts Beretning i Anledning af Fes

sten paa Skamlingsbanken, der dirrer af jødisk

Saarbarhed, Selvfølelse og Samfølelse:

»Da vi ud paa Natten skulde have et Par Timers

Søvn, kom den Tanke, at nu var der i Kolding

en Familie, som jeg havde været uhøflig imod

og maaske følte sig krænket af mig, Blodslægts

ningen, Jøden, som om jeg ikke havde villet veds

kende mig Slægtskabet. Hvor var Skylden, hos

mig eller hos de ildesindede Indkvarteringsches

109