GeorgBrandesEtPortræt

befæstet, har han ofte i Samtaler ladet mig forstaa,

ligesom hans Breve — hvad jeg senere skal vise

— bærer Vidnesbyrd herom. Og endelig viser føl*

gende Linier af hans

Levned,

hvorledes Dønnin*

gerne berørte hans nærmeste Slægt i Hjemmet, og

ad denne Vej — maaske dybest og varigst — ham

selv:

»De uafbrudte Spotterier og Forhaanelser i det

offentlige Liv gjorde især deres Virkning ad

indirekte Vej. Mens de slet intet Indtryk efter*

lod paa min Moder, der én Gang for alle troede

paa sin Hr. Søn, og som var for udviklet til at

anfægtes af Omverdenens Skraal, tog min Fa*

der, der var af langt blødere Stof, sig dem

umaadeligt til Hjerte. Han læste hver eneste

Artikel, selv den giftigste, i hvert eneste Blad,

hans Standsfæller blandt Købmændene sørgede

for at vise ham dem, han oversaa. Han kunde

ikke skønne eller skelne, hvor megen Ret eller

Uret Angriberne havde, men følte Angrebene

som Vanære, og sørgede over, at jeg saaledes

havde ødelagt og daglig ødelagde min Fremtid.

Hans Græmmelse og Harme fik snarere Luft

overfor min Moder end overfor mig, det var

pinligt for hende at se, hvorledes han led, og

vanskeligt at tale ham til Rette, naar han var

vred.«

104