105 / 361
Retsind, i Højsind, i personlig og menneskelig
Sandhed, der var hans Indsats i Landets Aand og
Kultur.
Men
fremmed
var han — naturligvis — han var
en Fremmed. I Natur og Aand, af Sind og Sans,
af Instinkt, af Temperament. A f Nerve og Blod
var han Jøde. Maaske den mest udprægede jødiske
Skikkelse ikke blot i sit Land, men i sin Tid. En?
hver Jødes Liv har indtil den Dag i Dag været
Kamp, skjult eller aabenlys, for Tilværelsen — i
enhver aandelig virkende Jødes Hjerte staar ind?
skrevet Ordene: Hine illæ lacrymæ! Hvor er det
taabeligt at tro, at en Jøde, der virker i sit Lands
Tjeneste, skulde have andet Maal for sin Stræben
end en hvilkensomhelst Statsborger? Bunder den
nationale og religiøse Overtro saa dybt, at man
stadig kan mistænke ham for at ville korsfæste
andres Guder eller for at konspirere som Agent
eller Spion for et fjendtligsindet Folk — hans eget?
Kan selv de mest forblindede da ikke se, at den
jødiske Trang til at udmærke sig, hans Kamp om
Førstepladsen er betinget netop af Indstilling, af
hans handicappede Stilling som fremmed og der?
igennem af hans naturnødvendige Trang til at ud?
ligne Forskellen og forlige det — mest for ham —
pinefulde Mellemværende gennem Samarbejdets
og Samlingens forsonende Idé! —
At Georg Brandes’ Stræben ikke stod i en eks?
7
*
99