GeorgBrandesEtPortræt

des var underordnet Hensigten — i første Instans

Sagens, i anden Partiets, i sidste Instans hans egen

— medens Georg Brandes tjente sin Idé, sjeldent

noget Parti, aldrig sig selv. Med forskelligt Maal,

fordi alt hos Edvard Brandes var underordnet Rea?

liteten og Opportuniteten — medens alt hos Georg

Brandes var underordnet Idealiteten og Univers

saliteten. Derfor blev Magten i Edvard Brandes’

Haand et Maal: Diktaturet, der slog op eller slog

ned, hvad der passede eller ikke passede Dikta?

toren. Medens Magten i Georg Brandes’ Haand —

i hvert Fald saa godt som altid — var et Middel i

Idéens Tjeneste, ikke blot i hans egen, men i Sand*

hedens og Retfærdighedens, som hvis ydmyge Tje?

ner han følte sig, og hvis uforfærdede Ridder han

var.

Et Menneskes indre Storhed maales i Forhold

til den rene Idé. Edvard Brandes rakte i sin Stræ?

ben ikke udover sin Sag, sit Parti, sig selv. Georg

Brandes rakte i sin Stræben udover Sag og Parti

og sig selv, udover Land og Folk, til Verden og

Menneskehedens evige Idéer. Om Omfanget af

hans Storhed kan der strides og vil der blive stridt,

indtil Bølgerne, som han rejste om sit Navn og sit

Værk, er faldet til Ro, og hans Stjerne spejler sig,

nærmere eller fjernere, i Eftermælet. Det er ikke

min Opgave at indstille hans Stjerne — kun gen?