GeorgBrandesEtPortræt

af Had og Hævn, og ulmede tilsidst dybt under

Lag af træg Indifferens og skeptisk Indolens —

som et orientalsk Bliks kolde Glød under tunge og

tungsindige Øjenlaag. Det revolutionære Element

hos Georg Brandes var

Instinkt,

ikke blot affødt

af Indstilling, Stilling og ydre Forhold, men medfødt

i al sin vilde Oprindelighed. Hos begge var Centret

Nerve

— Udslaget hos Edvard Brandes

Depress

sion

med Intervaller af Opdrift, hos Georg Brandes

Eksaltation

med Intervaller af Mismod og Menne*

skeforagt. Medens Edvard Brandes med sin nøg*

terne, rationelt og logisk anlagte Natur maatte

overvinde de Hemninger, der dæmmede op for hans

Magtbrynde og Herskesyge, var Georg Brandes

uhæmmet af Natur, og hans overeksponerede Ners

vekraft trængte som al anden Livskraft til Udløss

ning, for gennem Udløsningens Befrielse at opsuge

fornyet Kraft til Kampdriften og Livskampen. Han

var i Besiddelse af den jødiske

Utaalmodighed,

der

aldrig stækkes og aldrig svækkes. Hans Kraft var

Energi

i Modsætning til Edvard Brandes’

Inerti:

den jødiske

Taalmodighed,

der har Tid til at vente

— det lange Maal, det lange Overlæg, det lange

Had. Begge var de paa Grund af nervøs Disposis

tion udæskende — Edvard Brandes tirrende, drils

lende, stikkende som bag et Gitter — Georg Brans

des hidsende, æggende, inciterende, helst ene og

forrest i Skudlinjen med »Helten«s Uforfærdethed