95 / 361
Dog — Livet er kort, men Tiden er lang. Den,
der
regner
med Livet, kommer tilkort i det lange
Løb — Skæbnen indhenter ham før eller siden: Fa*
cit foreligger engang i Eftermælet. I det private
som i det offentlige Liv gælder det ikke blot om
at vejre Vindretning, kende Søkort og styre Kurs
mellem Skærene. A lt dette er haandgribelige Ting,
der kan læres ved Kløgt, Omtanke og Arbejdsflid.
Men der er i Livet en levende Understrøm, dén
offentlige Mening, der stiger op som Eftermælet,
efterat alle andre offentlige Meninger i Politik og
Presse er gaaet ad undas. Som der er Forsyndelser
mod Naturen, der hævner sig i det lange Løb, saa*
ledes er der Forsyndelser mod
Idéen,
Samvittigs
hedens Bud af Moral og Etos. Det er denne
Folke*
dommens dybe Understrøm,
der bærer sin Mand
oppe eller lader ham synke i Eftermælet: Gengæb
delsens Lov i ondt og godt. Som Goldschmidt
si*
ger: »Herfra, hvor Lidelse og Fred mødes, sker
Overgangen til
Nemesis.«
Og den Dom, der vil
møde Edvard Brandes’ Liv og Værk i Nemesis,
hvor Magten er død og kun Retten lever, vil
en*
gang paa Grundlag af de her anførte Præmisser
munde ud i denne Nietzsche’ske Konklusion:
»Wo wir Begabung ohne jene Sehnsucht (als
Heiliger und als Genius
w iederg ebo ren
zu wer#
den) finden, im Kreise der Gelehrten oder auch
bei den sogenannten Gebildeten, macht sie uns
89