GeorgBrandesEtPortræt

udseende — en »Pande«, som Erik Henrichsen kal*

der ham i

Mændene fra Forfatningskampen

— vid*

ste ikke, at Forargelsens og Latterliggørelsens Vaa*

ben er et tveægget Sværd, der kan vende sig mod

En selv. Det Vaaben, man selv med Forkærlighed

bruger, er hyppigt dét, man hemmelig frygter. Dog

saa

klog viste han sig — ogsaa af Skade — at han,

da Magten og Æren og Riget ikke længer var hans,

trak sig ind i sin Hule, vel vidende, at Martyriets

Krone kan klæde Helten, der falder paa Skansen,

men ikke altid den Hersker, der maa afgive sin

Kaarde og drage i ufrivillig Landflygtighed. Da

han i sin Tid udtraadte af Folketinget og fratraadte

Politikens

Redaktion, skjulte han sig i Ensomheden

og indhyllede sig i Tausheden — den Taushed,

hvormed han saa ofte i sin Enevælde havde søgt at

tie sine Modstandere ihjel. Han var ikke den

Mand, der i sin Ensomhed og Forladthed kunde

kæmpe med aabent Visir for en blot og bar Idé

— thi han havde ingen. Han var heller ikke den

Mand, der i Ensomheden kunde kæmpe for en Rea*

litet — thi han var ikke af dem, der er stærkest,

naar de staar ene. Den eneste Realitet, han aner*

kendte, var Magten og dens Følgesvend Frygten

— og Magten og Frygten var ikke længer samlet i

hans Haand. Han indkapslede sig da i sin jødiske

Sjæl af Isolation og indbidt Desperation og fandt

— sikkert ikke tilfældig — til kunstnerisk Udløs*