86 / 361
han hersket enevældig i en Snes Aar — som
Chef maatte han fratræde et Par Aar efter sin Op=
højelse. Som Souschef for det radikale Parti med
Hørup som Fører havde han som den fødte Organb
sator opretholdt Disciplinen bag Fronten med Hø*
rup som Imperator paa Skansen — da Hørup faldt
fra, traadte andre til som Førere, medens han selv
forsattes til Reserven som »Ordfører« for det lille
radikale Regiment i Landstinget. Som Souschef
under Ministeriet Zahle havde han med den »dilb
gentia quam in suis rebus«, der tidlig gjorde ham til
en fri og uafhængig Mand i sin private Højfinans,
varetaget Statens Finanser og Partiets disciplinære
Interesser — efter Ministeriets Fald søgte han at
undergrave Partiets Autoritet, godt dækket bag sin
egen. Indtil han mod Slutningen af sit Livsløb
vendte tilbage til sin oprindelige Natur, den lærde
Indesidders, skyende Offentligheden, skærmet af
Privatlivets Fred, jevnt og sindigt kauserende om
den Fortid i Politik, Teater og Literatur, hvis sidste
»Store« han nu var, efter at alle de Største var fab
det paa Skansen. Som et Offer for Nemesis, men
med Tragediens forsonende Glorie om sit Hoved
— hengivende sig til det sidste til sit Livs eneste,
men ulykkelige Kærlighed: Teatret.
Thi det var — som altid — Kærligheden, Hen*
giveisen, der vil give hans Eftermæle Tilgivelse for
de Forsyndelser, hvorpaa hans Liv var saa rigt.
80