I sit bevægede og begejstrede Ungdomsessay
om Michael Wiehe, et Arbejde, der i sin fulde
kunstneriske Hengivelse tegner et Dobbeltbillede
af den Skildrede og den Skildrendes Psyke, skriver
Edvard Brandes:
»Hvorfra skriver sig Forlegenhed? Hyppigst er
den vel en Form af Forfængelighed. Den For*
legne er ikke fornøjet med det Indtryk, han
gør eller tror at gøre paa sine Omgivelser; han
bestræber sig for at tage sig bedre ud, men han
er ikke sikker paa, at det lykkes, og saa føler
han den Lammelse i Væsen og Holdning, der
viser sig som Kejtethed. Den af Forfængelig*
hed Forlegne paatager sig i Almindelighed en
uforskammet og ironisk Mine, som er saare let
at gennemskue.
Men Forlegenhed kan ogsaa have sin Grund i
tidlig Underkuelse, i Beskedenhed og Underken*
den af sit Værd. Møder en saadan Undselig
liden Medgang i Verden, tror han at læse ringe
Forstaaelse og Sympati ud af sine Nærmestes
Øjne — og noget saadant fandt Sted med Wiehe
— mener han, at Lærere og Kammerater snarere
spotte ham end agte ham — og Wiehes første
Teateraar var jo rige paa alskens Ydmygelser
— saa stiger Undseligheden og gaar ligesom
over i Blodet. Michael Wiehe gik omkring som
en ulykkelig ung Fyr, der ikke forstod sig paa
og aldrig lærte at leve lystig med de andre
Skuespillere paa Knejperne, hvor god en Kam*
merat han ellers var, og som fortvivlede ved de
75