GeorgBrandesEtPortræt

I sit bevægede og begejstrede Ungdomsessay

om Michael Wiehe, et Arbejde, der i sin fulde

kunstneriske Hengivelse tegner et Dobbeltbillede

af den Skildrede og den Skildrendes Psyke, skriver

Edvard Brandes:

»Hvorfra skriver sig Forlegenhed? Hyppigst er

den vel en Form af Forfængelighed. Den For*

legne er ikke fornøjet med det Indtryk, han

gør eller tror at gøre paa sine Omgivelser; han

bestræber sig for at tage sig bedre ud, men han

er ikke sikker paa, at det lykkes, og saa føler

han den Lammelse i Væsen og Holdning, der

viser sig som Kejtethed. Den af Forfængelig*

hed Forlegne paatager sig i Almindelighed en

uforskammet og ironisk Mine, som er saare let

at gennemskue.

Men Forlegenhed kan ogsaa have sin Grund i

tidlig Underkuelse, i Beskedenhed og Underken*

den af sit Værd. Møder en saadan Undselig

liden Medgang i Verden, tror han at læse ringe

Forstaaelse og Sympati ud af sine Nærmestes

Øjne — og noget saadant fandt Sted med Wiehe

— mener han, at Lærere og Kammerater snarere

spotte ham end agte ham — og Wiehes første

Teateraar var jo rige paa alskens Ydmygelser

— saa stiger Undseligheden og gaar ligesom

over i Blodet. Michael Wiehe gik omkring som

en ulykkelig ung Fyr, der ikke forstod sig paa

og aldrig lærte at leve lystig med de andre

Skuespillere paa Knejperne, hvor god en Kam*

merat han ellers var, og som fortvivlede ved de