GeorgBrandesEtPortræt

diminutive Roller, han spillede. Enhver Fors

legen véd, at der intet pinagtigere gives end at

skulle komme ind i en Selskabssal og hilse paa

de Tilstedeværende, hvis Øjne et Sekund alle

hvile paa En, og som skænke En Opmærksom*

hed uden at vise En Interesse. At være noget

ved sin blotte Optræden — det er det Forfærde*

lige. Hvad tror man, at Wiehe maatte føle,

naar han bragte et Brev som Tjener eller

havde en halv Replik som »Første Kavaler«?

Frygten for at være kejtet gjorde ham endnu

mere ufri. Han maatte have en Rolle, der gjaldt

noget, hvor han kunde faa Tid til at bringe sig i

Ro, for at vise, hvad han duede til.«

Denne Forlegenhedens eller Forsagthedens Psy*

kologi uddyber Edvard Brandes yderligere i det an*

det Arbejde, hvori han har aabnet sit tilknappede

Sind i Erindringen om Ungdomsvenskabets svær*

meriske Hengivelse: Forordet til I. P. Jacobsens

Breve. Det hedder her:

»Den, der lever i Drømme, den, der fra et tarve*

ligt Provinshjem kommer til en Hovedstad,

hvor Kaféen er hans naturlige Tilflugtssted,

bliver let undselig og kejtet. Opdragelse og

gode Vilkaar har ikke givet ham den Sikkerhed,

som Selskabelighed selv i smaa Former forlan*

ger. At komme ind i en Stue hos Fremmede, at

omgaas unge, muntre og forvænte Damer, at

føre sig uden Tanke paa sin egen Person, dens

Fortrin eller Ufuldkommenheder — det synes