GeorgBrandesEtPortræt

langt vanskeligere, farligere og attraaværdigere

end at indtage en By eller skrive et udødeligt

Digterværk.«

Og efter en Digression til andre Egne vender

han tilbage til det springende Punkt, hvorom hans

Tanke stadig kreser:

»L id t fo rsag t

— nej, meget, meget. Han sad tavs

selv i Vennelag — kun paa to Mands Haand

strøges Forlegenheden af ham. Var der flere

til Stede, kunde han sidde en hel Aften og trods

alt muligt Drilleri ikke oplade sin Mund. Og

udenfor Kresen af hans daværende Kammerater

vovede han sig i Begyndelsen slet ikke. — Han

følte sig saa dødelig forlegen: da en Ven af

ham en Dag skulde træffe en fælles Bekendt og

i den Anledning havde søgt denne hos hans

gifte Søster og saa spist Frokost med Familien,

beundrede Jacobsen uhyre den Uforsagthed,

som Vennen derved havde lagt for Dagen. »Gik

du virkelig derop og lige ind i Stuen og spiste

med de Fremmede, som du næsten ikke

kendte?« Vennen, der hellerikke var nogen

Tordenskjold i en Selskabssal, blev helt stolt

over denne Beundring.«

I disse skjulte Selvbekendelsers Blanding af tras

gisk Samfølelse, tragikomisk Ironi og komisk Selv*

ironi ligger i Kim, under Dække, det Væsen af tils

bagetrængt eller hæmmet Natur, der var Edvard

Brandes’. Mindelser om det jødiske Ghettoliv

lever endnu i det jødiske Sind, et Slags Sjælens