GeorgBrandesEtPortræt

Teatret var

Tribunen,

hvor han i sin Ungdom

havde drømt om at udløse sit hemmede og hem?

melighedsfyldte Sind. Teatret var Tribunen, hvor

han — da Skuespillerdrømmene bristede — drømte

om at vinde dramatiske Sejre. Teatret var Tris

bunen, hvis Liv og Drøm han senere bedømte,

set fra Kritikens Tilskuerplads. Paa Teaterkritik

kens isolerede Tribune følte han sig som »Specta?

tor« frigjort for sin Naturs Hemning, følte sig fri*

gjort for sin Aands Hemning gennem Sammenstik

ling med Broderens — thi paa dette Felt var han

afgjort og uindskrænket Førstemand. Her følte

han sig af sin friske Lyst og førende Evne frigjort

for Souschefens Hemning af Disciplin og Taktik,

idet Teatret i Modsætning til Politik og Presse og

den dermed forbundne Literatur var hævet op over

»Højre« og »Venstre« — selv om ogsaa her som i

hans øvrige Liv og Virke privat og personligt Ven*

skab og Fjendskab naturnødvendigt spillede ind. —

Alle disse enkelte Træk til Belysning af Edvard

Brandes’ Fysiognomi samler sig da i Billedet af en

Personlighed, der ikke er »født«. En Art Altmulig?

mand i stort Format: Videnskabsmand, Politiker,

Journalist, Dramatiker og Dramaturg — et Menne?

ske, hvis Liv og Virke mere bestemmes af Vilje til

Førstepladsen end af Evne dertil. Hvis Indsats som

Følge deraf ikke er baaret oppe af uselvisk Strae*

ben i en højere Idé’s Tjeneste — »det er ogsaa paa*