92 / 361
ning af sin Hævn, sit Had og sin Menneskeforagt
en Skikkelse, der stod ham nær i Aand og Natur.
Som Georg Brandes i
sin
Landflygtighed valgte
sig de tvende jødiske Skikkelser, der dækkede hans
egen: Lassalle og Disraéli — overensstemmende
med sin Natur, med Front mod Fjenden, i Offen#
siven, agressiv, agitatorisk og dramatisk — saaledes
valgte Edvard Brandes sig som »Dæksmand« en
mystisk og mytisk Sagnskikkelse af den jødiske
Literatur, Profeten
Jessaja,
en Klager og en Ankla#
ger, i Defensiven, forfulgt, forurettet, med Spor af
Martyrium og Stænk af Kværulans. Medens Bro#
deren, aaben og dristig, valgte Skikkelser, hvor
Sammenligning laa lige for Næsen, og valgte dem
bevidst for Sammenstillingens Skyld, uden Hensyn
til om Sammenstillingen vilde friste Latteren og
Latterliggørelsen — valgte Edvard Brandes, for#
sigtig og fordækt, men sikkert med ligesaa vel#
beraad Hu, en fjern mytisk Figur, i hvis taagede
Tungetale han kunde udløse sin isolerede Despera#
tion uden at kunne befrygte Skadefryden og Lat#
terliggørelsens hujende Kaskader.
Dog — efter at denne Udløsning er sket og in#
tet Ekko har bragt Bud om Resonans eller Reagens
— har han sikkert endnu dybere følt Tomheden og
Tausheden om sig selv og sit Navn. Isolationen var
vel hans Natur, men kun som Skærmbræt for hans
Nerver — Tomheden og Tausheden pinte ham i
8 6