GeorgBrandesEtPortræt

dede i hans Væsens skjulte Kvaliteter af Solidaritet

og Diplomati, af Disciplin og Opportunisme, af

Veghed og Grumhed. Der findes Kunstnere i

indre

Forvandlingskunst, som gennem det Væld af Mod?

sigelser og Modsætninger, der bølger i deres Indre,

virker

forskelligt i hvert Værk eller hver Rolle:

de er én i alle og alle i én. Der findes Kunstnere i

ydre

Forvandlingskunst, som

illuderer

gennem Ma?

sken, der dækker deres eget Ansigt: de er alle —

og aldrig én. Rudimenter af begge disse kunstne?

riske Drifter eller Instinkter laa — som de »ufuld?

baarne Digte«, hvorom Jatgeir taler — skjult i Ed?

vard Brandes’ Natur. Saa frastødende hans Mimik

og Teknik kunde virke paa dén, han vilde til Livs

— saa indtagende kunde de virke paa den, han

vilde vinde.

Og han

vilde

vinde. Hvor meget han end for?

argede, maatte og vilde forarge, fordi Forargelsen

var den Drift, der banede ham Vej til Tribunen og

Tribunens Sejre, snart i Heltens, snart i Martyrens

Rolle — saa tørstede dog hans tilbageholdne og

paaholdne Sind efter Kærlighed, omend ikke saa

meget efter at give som efter at modtage. Men da

Magten var hans »Idé«, og hans Vaaben Forargel?

sens og Latterliggørelsens, faldt Vaabnene ud af

hans Haand, da Magten slap ham af Hænde — og

han stod tomhændet, forladt af »Vennerne« og

forhadt af Fjenderne. Han, der var saa klog og for?