GeorgBrandesEtPortræt

ligesaa høj Grad som Latterliggørelsen skræmmede

ham. Og da Magten, efter en Tids Eksil, atter blev

ham tilbudt — meget indskrænket i Realiteten,

men med uindskrænkede Muligheder — greb han

med begge Hænder dét Landstingsmandat, som

han, kun et Par Aar tilbage, vilde have karakteris

seret som et Invaliditetens og Senilitetens Dannes

brogstegn paa lang og tro Tjeneste i Regimentet.

Og han saå rigtigt —

Realist

som han var med

Hud og Haar. Fanatisk livslysten, til Trods for els

1er maaske netop paa Grund af Hemningen, men

uden Fantasi eller Fantasteri, lagde han fra nu af

al sin Kraft ind paa at vinde, hvad der endnu kuns

de udvindes af Livet — après nous le déluge! Og

dét, han vandt, var just hvad han i sit tidligere Liv

havde ladet haant om, men som han nu, klog af

Skade, fandt uundværlig for den, der mangler Selvs

tillidens og Selvsikkerhedens Nerve af Blod og

Mod. Ikke Vennerne, som havde svigtet ham, da

de ikke længere kunde bruge ham. Ikke Partiet,

som havde ladet ham falde, just da han troede

sig uundværlig — og saa pludselig saå sig vraget

som overflødig. Nej,

Folket

vandt han,

populus,

»Hr. Folk«, som han i tidligere Tiders Overmod

havde kaldt det! Først Landstingets Folk af

alle Stænder: Adel, Gejstlighed, Borger, Bonde.

Saa det menige Folk af Vælgere, Avislæsere og

Stemmeretskvinder. Og da han efter kort Tids