GeorgBrandesEtPortræt

virkelig som han var, næppe følt Trang til at møde

Undertrykkerne og Forfølgerne med Taknemmelig*

hed eller blot Respekt.

Denne hans Respektløshed, der ikke som Mo*

derens holdt sig indenfor Hjemmets fire Vægge

som en opløsende Syre og et ætsende Salt for den

opvoksende Slægt, men var »født« til at give sig

offentligt Udtryk, virkede derfor aggressivt og agi*

tatorisk og stødte da fra hans første Fremtræden an

imod den nationale og religiøse Overlevering i Lan*

dets og Folkets Natur og Kultur. Mange andre Jø*

der stak, belært af Erfaring, bestemt af Beregning,

Fingeren i Jorden og lugtede, hvor de var. Han

gjorde vel det samme, men Duften irriterede hans

Næse — og han var af de Naturer, der i ondt og

godt hensynsløst fulgte sin egen. Her spørges ikke

om, hvorvidt det var forsvarligt, det er et moralsk

Spørgsmaal om Individets Ret overfor Samfundet,

hvori det lever. Her spørges kun om, hvorvidt det

var forklarligt: om de medfødte Anlæg i hans per*

sonlige og menneskelige Natur, der bestemte hans

Stilling og bevægede hans Gerning. At han som

Følge af sin hektiske Natur i sin Aggressivitet og

Agitation gik over Grænsen og saarede Følelser af

national og religiøs Værdi, at han i sin Chutspe

hensynsløst og dumdristigt lod det mangle paa til*

børlig Respekt og Takt, er sandt, set i Forhold til

det Statssamfund, i hvilket han var Borger, men