109 / 361
Stilling til sin Race, sin Stamme — et Spørgsmaal,
jeg senere vender tilbage til, da det i saa høj Grad
berørte det personlige Forhold, hvori jeg som
Menneske, som Jøde og som Skribent blev stillet
overfor ham. —
Dette særegne Træk, det antijødiske Instinkt
i den jødiske Natur, der i sin Karrikatur nærmer
sig Antisemitismens Vrængbillede, anføres her som
Forklaring
omend ikke som Forsvar for Georg
Brandes’ Stilling eller maaske rettere Indstilling til
det jødiske Spørgsmaal. Til yderligere Forklaring
af denne hans Stilling tjener ogsaa, at hans Opi
træden herhjemme — i Lighed med Goldschmidts
— blev mødt med Uvilje og, ihvertfald udadtil,
med Forargelse fra det velhavende jødiske Bour?
geoisi, der saå sin velerhvervede Position og sit
velhavende Velvære forstyrret og udsat gennem
denne uforsigtige og hensynsløse unge Jødes
Chutspe, som end ikke skaanede Landets og Fol?
kets nationale og religiøse Helligdomme. Medens
Forargelsen mod Goldschmidt dækkede sig bag et
Figenblad af religiøs Blufærdighed, dækkede For*
argelsen mod Brandes sig bag et Dannebroge af
national Samfølelse. A t Georg Brandes har mær?
ket Modstanden og Afstanden dobbelt stærkt fra
sine egne, ikke blot i de første Aar, da Jødernes
Stilling herhjemme endnu var udsat, men ogsaa
senere, da deres Stilling var baade beskyttet og
103