113 / 361
lysningen vakte i hans hektiske Sind en Moddrift
af Respektløshed indtil Despekt mod Landets
ledende Personligheder og offentlige Liv og en
Selvfølelse, grænsende til Overmenneskefølelse —
forstaaelig men forstemmende for den, der for*
maar at lytte sig ind til det saarede Hjerte bag
Ordene. Stigningen i denne Respektløshed og i
denne hektiske Selvfølelse fremgaar af de efterføl?
gende Tilkendegivelser gennem Aarenes Løb.
Forelæsningerne paa Universitetet i 1871 ind?
lededes med denne Troesbekendelse:
»Idet jeg begynder denne Række af Foredrag,
føler jeg en Trang til at anlmode om Deres Over?
bærenhed. Det er første Gang, jeg taler fra
dette Sted, og jeg medbringer alle Uerfaren?
hedens Mangler. Mine Evner og mine Kund?
skaber ere lige ufuldkomne. Meget af, hvad
der herved kan støde Dem, vil, tænker jeg, blive
rettet ved Tid og Øvelse. Med Hensyn derimod
til mine Grundanskuelser, mine ledende Prin?
ciper og Idéer forlanger jeg ingen Overbæren?
hed som helst. Hvad der i denne Henseende
maatte støde Dem, vil ikke blive forandret. Jeg
anser det for en Pligt og for en Ære at hylde
de Principper, til hvilke jeg bekender mig, Troen
paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tan?
kes endelige Sejr. Efter disse faa Ord, sagte een
Gang for alle, udbeder jeg mig Deres Opmærk?-
somhed for, hvad jeg har at sige.«
107