114 / 361
Under Udlændigheden i Berlin skriver han i
1881 disse Linjer:
»Jeg gik længere ind i Thiergarten. Sneen laa
højt og tæt og lyste, hvor Solstrejf faldt paa
den. De gamle Kastanietræer om Goldfisch#
park saa alvorlige og milde ud med deres
nøgne, af Sneen skjulte Grene. I det Indre af
Haven stødte jeg paa en Gruppe stejle Graner.
Jeg tænkte paa Norden, paa de Danske, der
tilfredse med hverandre havde udelukket mig,
og paa mine spredte Venner rundt om i Europa,
i Tyskland, Frankrig, Italien og Norden. Goe#
thes Ord faldt mig ind:
— Vi befinder os vel, sagde en broderligt ens#
artet Granskov til Cederen. V i er saa mange, og
du staar alene.
— Jeg har ogsaa Brødre, sagde Cederen, om
end ikke paa dette Bjerg.«
Og endelig, som en Klimaks af Personlighedens
Selvfølelse i Aand og ophøjet Isolation, disse Ord
fra 1886 efter Tilbagekomsten til Danmark:
»Hvor er den tom, den Snak om Fremskridtet,
hvor er Menneskeheden enfoldig og raa. Jeg
vender i mit Liv stedse inderligere tilbage til
min
herofworship,
Dyrkelsen af de faa, som
frembringer og forstaar. Saadan følte jeg nøj#
agtigt den Dag, jeg fyldte sytten Aar. Jeg
husker det tydeligt, jeg gik i Snevejr og sagde
til mig selv: Sneen ligger i mit Haar, men mag#
ter ikke at hvidne det; der er langt igen. — Nu
108