116 / 361
fer? Jeg fik ingen Søvn, og var om Morgenen
som i Feber. Paa Skamlingsbanken blev det ikke
bedre. Deroppe paa Toppen, nærved Talersto?
len, traf jeg en Bekjendt, en Literat og døbt
Jøde, der spurgte mig, hvor jeg var blevet af
den foregaaende Aften. Jeg fortalte ham det og
tilføjede, at jeg nu kunde have Lyst til at stige
op paa Talerstolen og raabe ud til Alverden, at
jeg var Jøde. Han sagde: Jeg vædder, at De
ikke tør sige højt, at De er Jøde. — Det kunde
der ikke væddes om, men faa Sekunder efter
stod jeg paa Talerstolen og sagde det til de
mange tusinde Mennesker: Jeg er en Jøde, hvad
vil jeg imellem Jer?
Det var mit Livs store Spørgsmaal, som jeg
paa begrænset, omhyllet dunkel Maade bar i
mig og kastede ud.« —
Meget tyder paa, at Georg Brandes oprindelig
gennem Opdragelse var indstillet paa samme
Maade til det jødiske Spørgsmaal som Gold#
schmidt. Selvom Hjemmet og navnlig Moderen
var uden nationalt eller religiøst Forhold til Jøde#
dommen — hvilket han i de senere Aar atter og
atter fremhæver for at forklare og forsvare sit
ujødiske Sindelag — vidner dog mangt og meget
om hans oprindelige, halvt mystiske, halvt person#
lige Sympati. Rent bortset fra at Moderen, som
han selv fortæller, bad Aftenbøn med Børnene,
faar man gennem hans
Levned
Indtryk fra Barn#
domshjemmet, der i sin Isolation og i Forholdet
1 10