GeorgBrandesEtPortræt

Snart understregede han i sin ulykkelige Kærlig*

hed til Folk og Land sin Danskhed indtil Senti*

mentalitet, som naar han kaldte det danske Sprog

sit Fædreland, snart overdrev han sin International*

isme, som naar han udtalte, at af alt vederstygge*

ligt var Ankomststationen i København ham det

vederstyggeligste. Med sin til den højeste Fuld*

kommenhed udviklede Intelligens forstod han

ikke, at Splittelsen, Utilfredsstillelsen og Util*

fredsstilleligheden boede i ham selv — var Aar*

sag til hans Uro, ikke Virkning fremkaldt udefra.

Nej, Splittelsen bundede i hans sjælelige Hjemløs*

hed — en Hjemløshed af langt dybere og pinligere

Natur end Goldschmidts. I Goldschmidts Natur

var der vel en aandelig Hjemløshed, en Følelse af

Usammensmeltelighed, som han kendte og var sig

stolt bekendt, fremkaldt af ydre Stilling og ydre

Forhold. Men dybest i Goldschmidts Indre var der

et Hjem midt i Hjemløsheden, som en jødisk Stat i

Staten: hans sjælelige Samhørighed med det jø*

diske Folk. I Georg Brandes’ Sind derimod var

der intet Hjem i Hjemløsheden — som et forpint

og jaget Dyr jagedes han af indre og ydre Uro fra

Skjul til Skjul, fra Land til Land, paa stadige Rej*

ser ud og hjem. Meget kunde han vel bebrejde

sine Landsmænd — men mest af alt kunde han

bebrejde sig selv, sin egen Natur, at han følte det

jødiske Stempel som et Kainsmærke, der blev hans