122 / 361
Skæbne. Thi han manglede i sin modsigende og
modstridende Psyke det Forbindelsesled, der sam#
ler de splittede Traade: Blodets Baand. Ikke blot
rodfæstet jødisk
Natur,
ikke blot jødisk
Aand,
der er et vidtforgrenet Træ — men
jødisk Sjæl,
indre Solidaritet
med jødisk Natur og Aand. Thi
dette og kun dette er
Jødedom.
Denne Samhørig#
hedsfølelse avler Jødedommens hemmelige og
hemmelighedsfulde Kraft i Natur og Aand, menne#
skeligt, kulturelt, socialt. Flugten derfra avler
den Sjælens Landflygtighed, som bærer Fredløs#
heden i sit Hjerte. Derfor blev Georg Brandes en
Ensom — en Ensom, der, i Modsætning til Brode#
ren, ikke taalte Ensomheden, men jagedes deraf
fra Sted til Sted, fra Land til Land. Og det dybt
tragiske var dette:
Han forstod det ikke
— han,
der troede at alt kunde forstaas ved Hjælp af For#
stand.
Nej — han forstod det ikke — ikke blot, at det
var den virkelige Lidelse i hans Sind, men den
dybe Tragedie i hans Liv. Han forstod ikke, at det
var hans egen modstridende og modsigende Natur,
der var Splittelsen, »Uroen« i Værket. Men han
forstod heller ikke — hvad der maaske vilde have
skaffet Ro midt i Uroen — at det var denne Split*
telse i hans Natur, der, samtidig med at den stak
som en Pil i hans hudløse Kød,
sporede ham frem.
A t det var denne aldrig slukte, evig hvileløse Uro
1 16