111 / 361
Den medfødte Respektløshed i Georg Brandes’
Væsen var, som foran anført, den indre Drivkraft
i hans særegne
Chutspe.
Men det var de ydre For*
hold, under hvilke han var født og under hvilke
han levede sit Liv og gennemførte sit Værk, der
holdt denne Kraft vedlige, bar Ved gennem den
løbende Tid til den Ild, der brændte i hans Blod.
Ikke blot det raakolde Pøbelhad, som enhver Jøde,
mere eller mindre grusomt i Forhold til Udseende
og Følsomhed, har været udsat for og som navnlig
i Barneaarene formaar at forurolige og formørke
Tilværelsen og fremkalde den Skamfølelse, der er
den mest pinefulde: Skammen over at tilhøre en
beskæmmet Stamme — yderligere uddybet gen*
nem de modnere Aar til en Skamfølelse af særegen
modsigende og modstridende Natur: Skammen
over at skamme sig over sin egen Stamme. Heller
ikke det skjulte Fjendskab, der i den saakaldte
Overklasse af Bourgeoisi, Bureaukrati og Aristo#
krati udstraaler sin hemmelige Atmosfære af de*
klasserende Kølighed og nedladende Velvilje —
en Atmosfære, der hos de svagt befæstede af
Racen avler den saa sørgelig kendte jødiske For*
slagenhed og Servilitet, hos de stærkere befæstede
den ligesaa kendte jødiske Revanche af ætsende
Spot og isnende Foragt. Nej — det var for Georg
Brandes’ Vedkommende den offentlige og offis
cielle Bandlysning, som hans Fremtræden fra før*
io 5