108 / 361
jødiske Digtning.« Goldschmidt skriver selv føl?
gende om
En Jøde:
»Blandt Jøderne herhjemme
blev Bogen i Almindelighed ikke opfattet som en
respektabel Digtning eller som Indlæg i en fælles
Sag. Man følte den snarere som en Krænkelse, en
profan Udstilling af national?religiøse Ting, eller
man fandt kønnere, finere Sider af Folkelivet ude?
ladte, eller man frygtede, at denne Højrøstethed
om Jødedom ikke vilde være gavnlig for Forholdet
til den kristne Verden.« Endvidere anføres her
selve Georg Brandes’ Stilling til Goldschmidt —
en af de faa, men uaftvættelige Pletter paa hans
Værk. Man husker Brandes’ Karakteristik af
Goldschmidt som Skribent — et dræbende Skud,
der minder om Heines mod Børne. »Naar man paa
Frastand iagttager ham, ser man først en Pen, en
uhyre Fjerpen, og bag den, i Ly af den, opdager
man et Menneske, som, da det er betydelig min?
dre end Pennen, staar ganske dækket af den.«
Man husker Brandes’ Karakteristik i
Levned
af
Goldschmidt som Menneske, en uforstaaende og
uforstandig Fremhævelse af hans personlige Brist
paa det menneskeliges Bekostning — en Karak?
teristik, der som Heines belyser Angriberen mere
end den Angrebne, navnlig gennem Dommens
selvbelysende Konklusion: »Jeg led ikke Gold?
schmidt.« Men mest af alt mindes man med Ve?
mod og instinktmæssigt Ubehag Georg Brandes’
102