Hans Sprog og hans Stil bærer Mærke af den Las*
salleske
Chutspe,
medens en
Chain,
der er i Slægt
med Disraelis og Heines, kaster sit kunstnerisk for*
sonende Skær over Sprog og Stil, beaandende og
befrugtende. Det er hans
Manddom,
der nu lyser
frem mod Tidens mørkladne Baggrund af politisk,
religiøs og kunstnerisk Reaktion. Overalt er hans
personlige
Jeg, hans
Bekræfternatur
tilstede i Sti*
len. Som den Kunstner han er, indkapsler han sig
og sin Idé i de Skikkelser han skildrer, stærkest i
dem, der som jødiske Personligheder har Forbins
delse med hans egen Natur i dens vilde Ekspans
sionsdrift — Lassalle, Disraeli, Heine — eller der
som Shakespeare indeslutter baade hans Natur og
Aand i Brydningsspillet mellem Ekspansion og Isos
lation.
Hos Edvard Brandes viger de bløde, næsten
jomfruelige Træk af sværmerisk Hengivelse i Teats
rets Verden af Eventyr og Romantik for et kvinds
agtigt Træk af smaatskaaren Realitetssans for Lis
vets praktiske Værdier. Magten er ikke et mandi
ligt Maal i Idéens Tjeneste, men et kvindeligt
Middel i Sagens, Partiets eller hans egen. Som Bros
deren føler sig udvalgt til at herske, føler han sig
kaldet til at regere. Træk af Beregning, Udregning
og Taktik farver Fysiognomiet, en vis lyssky Res
servation underfarver det, søgende Dækning bag
de Forskansninger, som Partiets Befæstning af pos
I 3 7