148 / 361
nyde sit Liv saa fuldt man formaaar med alle sine
Evner, alle sine Sanser — og lade Sorgerne tynge
paa dem, som er nødt til at bære dem. Der er
noget berusende i at høre til Lykkens Kælebørn
her i Verden. Tror De ikke, at den Champagne,
vi drak ved Bordet, smager os dobbelt saa godt,
fordi vi véd, at den er Vinens Dronning, fordi
dens Knalden indvarsler Billeder af rige Fester
med skønne Kvinder og bakkantisk Jubel, fordi
den skummer med en Livsglæde i Øjeblikket,
som alle attraa og faa kun opnaa?
Neergaard:
Nej, Repholt, nej, mig smager den ikke, jeg kan
slet ikke drikke den, naar jeg tænker paa de Tu*
sinder, du nævner. Jeg taaler aldeles ikke at
erindre, at det er andres Arbejd og Blod, som
jeg drikker op.
Florizel:
Kaj, min bedste Ven, Du har Ret!
Repholt:
Nej, Kaj har ikke, med Deres Tilladelse, Frue!
For det er halvgaaende Gerning hans Tanker.
Du gavner ikke de andre det bitterste Gran og
Du lader Dig Dine egne Nydelser fordærve.
Tror Du, nogen takker Dig derfor? Men saadan
er Du, en Mellemvejsmand, som aldrig har for*
staaet at nyde for lutter dumme Bekymringer
for Almenvellet og Næsten. Næsten! Hvorfor
tror Du, han hedder Næsten? Fordi Du korns
mer som den første, og han bagefter som den
næste. —
142