144 / 361
litisk og literær Alliance frembyder. Begejstringen
for den ideale Helts »moralske Højhed« og »næs
sten jomfruelige Renhed« afløses af en mere prak?
tisk Vurdering af Virkelighedens Helte i Politik
og Kunst.
Hans Stil mærkes af denne hans Dækstilling
bag Fronten. Det oprindelige
Jeg
dækker sig mere
og mere bag upersonlige Udtryk som de hyppigt
anvendte »man«, »en Gæst«, »en Ven«, »en Rejses
fælle« — ja, han gaar i sit paradoksale Hang til
Dækning og »Maske« saa vidt, at han fornægter
al Literatur, skrevet i Jeg#Form. Under denne be*
vidste Indkapsling udtørres Stilen lidt efter lidt.
Den bliver negativ —
Fornægternaturen,
der er et
Udslag af hans hæmmede Væsen, faar Overtaget.
En Atmosfære af Smaaborgerlighedens Aand bag
Voldene, blandet med en let »parisisk« Levemands*
odeur ombølger Stilen, dækker den bag en graa
Facon
af Ibsen’sk Samfundspsykologi og Dumas’sk
Selskabsfilosofi.*
Som Eksempler paa
Georg Brandes'
dybt per*
sonlige Stil i hans Manddoms Aar anføres først Af*
snittet om Disraelis Førsteoptræden i Underhuset:
»Væ ridentibus! Ja vé dem, som lér. De er for*
udbestemt til at glemmes og til at trædes paa
Nakken af den, af hvem de lo. Ve dem, som ler.
Det vil sige dem, hvem Kraften, naar den er ny,
altid synes en Genstand for Latter, og som me*
138