140 / 346
135
til Oldermanden, der da bestem te hvor mange Svende, der skulde til
siges.
Der var naturligvis ogsaa andre Ting end Tilsigelsen, der kunde være
Strid om.
Vi har ovenfor (S. 69) set, a t allerede saa tidligt som i 1659 gik det en
Bagersvends Æ re for nær a t hugge Brænde, og Svendene holdt stadig
Ærens Fane højt. 12. Ju li 1787 klagede Bagermester
J
acob
K
ø b k e
til
Oldermanden over, a t hans Svende havde været opsætsige mod ham, idet
han havde forlangt, a t en af dem skulde hjælpe Karlen med Brænde
læsning. Liggeren blev fornærmet og nægtede det, og da Købke forestillede
ham, a t han v ar forpligtet til a t udføre Arbejdet, understøttede Hjælperen
Liggeren ved a t erklære, a t Brændelæsning ikke var Svendearbejde. Ogsaa
en anden Ligger, som Købke tilkaldte, nægtede a t udføre Arbejdet, hvorfor
Mesteren m aatte leje en Karl fra Gaden.
E t ganske in teressant Eksempel paa Svendeærens Hævdelse foreligger
i en Skrivelse fra Oldgesellerne af 2. September 1794 til »Kommissionen
angaaende Laugene i København«. Skrivelsen begynder saaledes:
»En Bagersvend anser sig [staaende] langt over den nedrige Classe af Menne
sker, for hvilke Lovenes Straf, saasom Rasphuus, Forbedringshuus, Fængsel
paa Vand og Brød, er fastsatte. I hiin gamle Lovgivnings Tiid, da disse Straf
love have indbefattet Bagersvennene med andre [!] Forbrydere, kunde de
maaskee have været applicable, men vi tiltroe i de senere Tiider, at Bagersven
nenes Opførsel ikke fortiener den haanende Straf for en ringe Forseelse, som for
uden den Krænkelse, som følger Personen selv giør ham uskikket for Fremtiden
at conferere den Agtelse, som saa nødvendig behøves mellem sine Medtienende.
Vi bede derfore i denne Henseende: At hiine Straflove maatte forandres derhen:
at naar en Svend skulde, som Menneske, kunde begaae i eller ved Bageriet
en ringe Forseelse, som ingen Connexion har med det offentlige, men alene til
Bageriets eller Forhold mellem Mester og Svend, eller mellem disse indbyrdes,
saadan Forseelse da maatte anses som en Laugssag og ved en passende Mulkt
i Penge være absolveret.«
Nu blev vist hverken Tugt- eller Rasphusstraf aldrig, og Vand og Brød
straf kun meget sjæ ldent anvend t overfor de opsætsige Svende, — i alt
Fald oplyser Laugets Arkiv in tet herom, — men det var naturligvis kræn
kende for Svendeæren, a t Straffene stod paa Papiret og i kommende Til
fælde kunde bringes i Anvendelse. Vi har allerede i et Par Tilfælde set,
hvorledes Bødestraf bragtes i Anvendelse, baade i ældre og nyere Tid,
ligesom vi har set, a t oprørske Svende i 1600-Tallet blev forvist Lauget
og tvungne til a t rejse. Begge Straffe anvendtes stadig. 25. Juli 1776 kla