50 / 346
45
skulde »aftages«, lukkes, og det blev forbudt Bagerne a t have Skilte eller
andre Tegn uden for Husene, a t udstille Brød i Vinduerne eller a t oplyse
disse om Aftenen. Derimod skulde Boderne være forsynede med godt
Brød lige saa tidligt, som i Vinduerne før, og til om Aftenen og paa
Søn- og Helligdage straks efter Kirkegangens Ophør. Boderne skulde være
forsynede med Forhæng, der kunde trækkes for i daarligt Vejr, saa at
Brødet ikke fordærvedes.
Naar nu de i Artiklerne foreskrevne P ligter overholdtes af Bagerne, saa
tilsagde Kongen dem, a t der ikke skulde være mere end 30 Bagere i Byen.
Dette v ar dog kun betinget, idet Kongen tog Forbehold for Frem tiden.
Havde Bagerne nu haft et Laug, vilde vi have sagt, a t dette var »et slu tte t
Laug«, d. v. s. et Laug med et af Loven fastsat Antal Medlemmer.
Endelig gav Artiklerne Regler for, hvorledes der skulde forholdes med
ny indtrædende Bagere. En Svend skulde have arbejdet i tre Aar hos en
Mester, og hvis han saa selv vilde nedsæ tte sig som saadan, da skulde han
tilholdes a t »befri sig« med en Mesters Enke eller D atter, »om Gud det saa
forset har«, og han skulde saa være fri for alle Omkostninger, men giftede
han sig udenfor Lauget, skulde han give en ungarnsk Gylden. Til hvem
han skulde give den, siger Artiklerne in te t om. Det har aabenbart knebet
meget stæ rk t ved disses Affattelse a t holde sig de forhadte Laug fra Livet.
Gang paa Gang sporer man Reminiscenser af de tidligere Laugsartikler, og
man naar ikke udenom disse eller disses U d tryk . Der tales om Older
mand og Bisiddere, om Forsamlinger og om Drik. Og det, a t en Svend
forudsæ ttes a t være ugift, er saa typ isk ziinftigt, som noget kan være. Der
skulde gaa mange Aar, før man naaede saa v id t, a t de zünftige Svende
vilde arbejde sammen med en gift Svend. — Og endelig i Artiklernes
Slutning tales der om Laugsvilkaar og om Laugsdrik.
I Realiteten opretholdtes ved Forordningen af 1635 Forbudet mod
Laug, men visse Indrømmelser var dog givne. Regeringen kunde ikke staa
imod, og sna rt efter sejrede Laugsvæsenet helt over Regeringsmagten.
Nye Skraaer udstedtes, og Regeringen m aatte indskrænke sig til gennem
Forordninger og Reskripter i Aarenes Løb a t bøde paa de mest graverende
Misforhold.
Dagen efter Udstedelsen af Forordningen af 1635 afkrævede Kongen
Magistraten en Erklæring om, hvorledes den i 1623 havde kunnet give
Bagerne en Laugsskraa, uag tet Laugene v ar ophævede, og tilmed i den
havde indført, a t den var ud sted t med Kongens og R igsraadets Sam tykke.
Magistratens Svar kendes ikke, men det er meget karakteristisk for Tiden,