112 / 331
Laurits Bram, at lægge sit Gevær og sin Kaarde fra sig.
»Her er mit Gevær,« svarede Bram, »men Kaarden til
hører mig; jeg har selv købt den.« Men Major Steen Bille
var ikke den, der lod sig sige noget. »Gaar I ikke straks i
Arrest,« raabte han, »saa hugger jeg Je r ned.« Men nu
tog de andre Studenter hans Parti. »Vi er ikke Krigsretten
undergivne,« raabte de, »men staar under professorum
jurisdiction,« »Kan Kongen,« svarede Majoren, »sætte en
Præst paa Bremerholmen, saa kan jeg ogsaa sætte en
Student der.«
Nu blev der en heftig Tumult, Klingerne blev trukket
blank, og Gud ved, hvor vidt det var gaaet, hvis ikke
Kongen, der heldigvis var i Nærheden, var kommet
sprængende paa sin Hest, med en Pistol i Haanden, hvor
med han vilde skyde den værste ned; men denne skjulte
sig heldigvis i Mængden. Tummelen blev stillet, og Bram
og endnu en Student dømtes af Consistorium. Ellers
herskede bestandig Enighed blandt de Beleirede, der for
enedes af Fædrelandskærlighed.«
*
Borgerskabets Korps var det talrigeste, men i det daglige
Arbejde tillige det svageste. Man regner, at København i
de Dage havde 4 Tusinde næringsdrivende Borgere, saa
naar 3 Tusinde Borgermænd kunde give Møde i Rækkerne,
maa det jo siges, at Resultatet var forbløffende. De var
virkelig blevet opfyldt af Begejstring, og i den første Tid
kappedes de indbyrdes og med Soldaterne om at komme
til, hvor Arbejdet var haardest. Der blev udspændt Jern
kæder i Gaderne nærmest Volden og bygget Barrikader af
Sten. Indsamling af Tømmer fra Forstæderne, Nedramning
af Stormpæle, Anbringelse af Fasciner og jordfyldte Ris
kurve — for ikke at tale om Anbringelsen af de 100
Kampestene, der var beordret ophobet ved hver Mands
Plads paa Volden — det var altsammen strengt Arbejde
for en sat Borgermand, der ikke var vant til megen Bevæg
else. Snart blev de legemligt udkørte, men i saa Fald
skulde de stille en Karl eller Pige i Stedet — og det var
100