120 / 331
Kommando af Konstabler, kommanderet af Oberstløjtnant
Wilken og Artillerimajor Abraham Buchwitz.
Det var kun Fodfolket, der skulde benytte Lønporten
ved Vesterport. Rytteriet skulde overraskende og med
bred Front bryde ud fra Bastionen ved Farvergade langs
Vejen mod Dronningens Have.
Udfaldet blev gennemført med den største Voldsomhed.
Fortroppen for højre Fløj kommanderedes af Oberstløjt
nant Rosenkrantz, og den var sammensat af Livkompagniet
og Rosenkrantz’ eget Kompagni, rekrutteret hovedsagelig
af Nordmænd og Skaaninger, som havde kæmpet under
hans Kommando i Skaane Aaret forud, forstærket med
Gønger af Svend Poulsens Dragonkompagni og Gønger,
der var kommet ind til København efter Nakskovs Erob
ring af de Svenske. Denne Fortrop aabnede Kampen ved
lynhurtigt at naa ind paa Livet af Svenskerne, overraske
dem, medens de endnu stod med Skovl og Spade i Hæn
derne nede i Gravene, og hugge dem ned med Haand-
vaaben. De var nemlig til dette Udfald bevæbnet med
»Piker« og Morgenstjerner, Køller og korte Sværd. Denne
Bevæbning skyldtes ikke Mangel paa Bøsser (der var
Skydevaaben nok i København), men udelukkende prak
tiske Hensyn. Rosenkrantz selv kastede sig ud i Haand-
gemænget i Løbegraven og nedlagde straks to svenske
Officerer. Skønt han fik flere Saar i Armen og en Del
Tænder slaaet ud, afvæbnede han dog efter hidsig Kamp
en tredie Officer, der naaede at give ham en vældig
Skramme ned over Ansigtet. Alligevel fortsatte han, ind
til han segnede bevidstløs om i Mudderet — paa Grund af
Blodtab og Anstrengelse. Han kom først til sig selv igen,
da hans Gønger bar ham ind til Byen igen paa deres
Skuldre.
Det var smaalandske Brigader og den tyske Brigade,
der den Dag var paa Arbejde i Løbegravene under Oberst
Schmidts’ Kommando. Oberst Svante Banér kommande
rede i hele Stillingen over en Styrke paa Tusinde Under-
oficerer og Menige, 28 Fændriker og Løjtnanter, 14 Kap
tajner, 2 Majorer og 2 Oberstløjtnanter. Banér nægtede
108