130 / 331
Lejers-Krans - den ældste Beretning
Præsten Andreas Matthisøn Hiørings
Øjenvidneskildring
Denne Øjenvidne-Beretning er befordret i Trykken kort
efter Krigens Afslutning, og skrevet paa Basis af Notater,
der er ført fra Dag til Dag, medens Begivenhederne ind
traf. Dog er der ingen Umiddelbarhed at finde i »denne
liden Tractat,« som Forfatteren kalder den. Hans Forsæt
har ikke været at skrive »noget Diarium eller Historie,
men alleene at fremviise til at beskue Guds underlige Ger
ninger, os beviiste i denne Tiid.« Halvdelen af Skriftet
optages af Forundringsudbrud over den store Naade, Gud
har udvist ved at frelse Hovedstaden og dens Befolkning.
Det er ganske utroligt, saa Forfatteren er i Stand til at
variere det Emne. Foruden den stadig bedyrede Ydmyghed
over for Gud, kommer ogsaa en paafaldende Underdanig
hed over for Medmenneskene til Orde. Det er, som om
Forfatteren vil forsvare sig over for Mistro, rense sig over
for eventuel Misforstaaelse af den Optræden, han selv har
udvist under Krigens første tre Maaneders Tid. Dette gør
Bogen lidt trættende og til Tider lidt ubehagelig at læse.
Men interessant er naturligvis dette Vidnesbyrd fra en,
der levede med i de skæbnesvangre Begivenheder; og da
den lille Bog, sat i Fractur, trykt paa nu smuldrende Blade,
er en stor Sjældenhed i Bøgernes Verden, har der været
Planer fremme om at lade Bogen genoptrykke. Naar
denne Tanke aldrig er blevet realiseret, er Grunden vel
den, at Bogen i sin Helhed ikke byder tiltalende Læsning
for andre end nogle faa Historikere og Bibliofiler — af de
ovennævnte Grunde.
118