117 / 500
— 110 —
stemt. Jeg antager, at de Digte til
Ju lie,
som han
offentliggjorde strax efter Brylluppet, standse ved dette.
Det første, som aabner „Nye Digte“ 1851, har han saa
skrevet efter Brylluppet; det hedder „I Havn“, men er
ikke begejstret eller strømmet ham fra Hjærtet; han
synger saaledes1):
Mig Himlen var saa vild og graa,
der var ej Stjærnelys derpaa;
men Stormen gik, og Bølgen slog;
mit Skib hen over Havet jog.
Ledsaget kun af Sorg og Savn,
jeg saae ej Haab, jeg fandt ej Havn.
Jeg saae ej Land med Skoves Ly,
ej Kyst, hvorhen jeg turde ty.
Højt Vinden peb — som Haan det klang —
det var en bitter Dødesang.
Jeg var saa mat, og i min Sjæl
bevæged sig en Drøm saa fæl.
Den lokked mig — jeg slap mit Roer —
nær var jeg styrtet overbord!
Da lød Din Røst — den var saa øm,
den vækked mig af Dødens Drøm.
Den kaldte mig — jeg tog ej fejl!
Sig Havet jævned til et Spejl.
Skydækket i det Fjærne sank,
og Himlen vinked, klar og blank.
Du kjendte Stjærnen, som var sat
til Leder os i Livets Nat.
b Sml. Digtn. III, S. 195—97.