118 / 500
— 111 —
Du sad hos mig paa Skibets Stavn,
Du vidste Vej- til Kyst og Havn.
Du peged paa en stille Bo
og hvisked:
„Der
vi finde Ro!“
Og Haand i Haand, og Kind ved Kind
vi vandred sagteligt derind.
Imod os kom den lune Luft,
hel fyldt af Elskovsrosens Duft.
Og Fredens stille Engel gik
imøde os med milde Blik.
Hver Lænke brast, som Sjælen bandt,
hvert Smertens Mindeblad forsvandt.
Hver Glæde vaaged, der var glemt,
og Livets Harpe fandt vi stemt.
Og den skal klinge, mens vi glad
den lange Vandring følges ad.
Og den skal klinge, naar vi To
indtræde i den sidste Bo.