113 / 500
— 106 —
Velsignet Skibet være,
velsignet Havets Vand,
som venligt vilde bære
Dig atter til vor Strand!
Velsignet hver en Luftning,
der svæved om Din Kind,
velsignet hver en Duftning,
som kvægede Dit Sind!
Velsignet i det Fjærne
i Himlens Herlighed
den klare, fromme Stjærne,
som Dig tilsmilte Fred!
Ak, mangen Nat er svunden
og mangen bitter Dag,
mens jeg, i Smerte bunden,
har talt mit Hjærtes Slag.
Jeg mægted ej at fri mig
for Sorgens Trylleri —
og Timen foer forbi mig
med intet Indhold i.
Men nu — Du bringer Freden!
Ej sandt? Du har ej glemt,
at Du for Evigheden
har mig Dit Hjærte gjemt?
Det er jo underligt, at Fru
Werliin
i 1843 sepa
reres fra sin Mand og ikke før i 1848 holder Bryllup
med Winther. Jeg kan ikke gjøre Rede for Enkelt
hederne i dette Forhold. Han siger etsteds: „Jeg har
aldrig anseet det for en
saa
stor Synd at hindre eller
idetmindste forhale en Ægteskabs Forbindelse, der gjæl-
der hele Livet, som at ville fremskynde eller begunstige