114 / 500
—
1 0 7
—
den.“ Han syntes, han var for gammel til at gifte sig;
han følte, han havde flagret for meget om og derved
svækket sin Beslutningsævne. Allerede i 1830 udtalte
han i sin Efterligning af
Stagnelius’s
Elegier4) :
Salig jeg priser den Mand, som ofred een blomstrende Pige
Huldskab og Ømhed og Liv; var end hans Elskedes Barm
kold som Sneen paa Alpernes Spids og haard som Granitten,
vilde hans Bønner dog nok røre den Grumme tilsidst.
Jærnhaarde Fatum har ej
den
himmelske Lykke bestemt mig,
ikke af Purpur spandt Pareen mig Livs-Vejens Traad.
Fjærnt over brusende Hav, lig Noahs Due, min Elskov
svæver og ikke en Gren finder at hvile sig paa.
Sit Digt „EnVen“ ender han saaledes:
Selv var jeg skudt saa mangen god Stund,
men aldrig endnu tilgavns!
Ak, var jeg saa sandt som den lodne Hund
fortøjet og vel tilhavns!2)
Han følte, det var naturligt og lykkeligt at blivetidlig
gift.
I „Italiensk Genrebillede“ lader han Elskeren sige
til sin Pige3):
Du for ung? — Ak, just det Bedste!
Banen vorder lang, men sød:
Hjærtets Blomst bør Roden fæste
midt i Ungdoms Morgenrød.
I et Brev til sin Stifbroder
H U. Meller
skriver han
fra Kjøbenhavn4): „Det er en stor Fornøjelse at se,
hvor kjækt Dine Sønner og Svigersønner bygge hver
sin Arne, uden Frygt for at begynde med smaa Kaar.
Ungdommen her i Byen tænker anderledes; de unge
Herrer ere feje eller forfængelige; de ville strax have
v)
„Kjøbenhavnsposten“ Nr. 25.
2) Sml. Digtn. IV, S. 101.
3) Sml. Digtn. I, S. 9. 4) Efterl. Breve S. 102.