110 / 500
—
1 0 3
—
en Bevægelse i Sjælen, forbliver uforandret og uafhængig
af Historiens Gang. Vi ville derfor ikke saa meget have
det betragtet som en Dadel mod vore Digtere, naar vi
fremhæve deres Ligegyldighed for Det, der bevæger sig
i Nutiden, men kun som en Antydning af den danske
Poesis faktiske Tilstand, seet i Forhold til de samtidige
aandelige Bevægelser, efter hvilke den kun indtager en
underordnet Plads i vor aandelige Udvikling.“
Herpaa svarer Winther i et Digt til
J u lie l):
Lad dem synge, som de maa!
Lad dem kvæde deres Sange,
fade, flove, brede, lange,
tørre, vindige og smaa!
Lad dem kun som Ulve tude
om Despoter og om Død!
Lad dem Friheds Morgenrød
kun som Lærker højt bebude!
Lad dem slynge deres Ild!
Lad dem tænde deres Fakkel!
Blande mig i det Spektakel
hverken kan jeg eller vil.
Gav mig Gud til Sang en Stemme,
Ild i Hjærte, Kraft i Bryst,
vil jeg dog kun til
D in
Trøst
Sangens Ild og Styrke gjemme!
Hvis jeg kun et kort Sekund
fra min søde Elskovsstjærne
Sorgens tunge Slør kan fjærne
og Dit Hjærte gjøre sundt,
hvis jeg kun et Smil kan vække
op til Blomstren paa Din Kind,
hvis jeg Spiren i Dit Sind
til et Fredsminut kan lægge,
o, da maa den hele Flok
gjærne kvække, kvidre, sukke,'
alle Lavrens Blade plukke —
der er vel til Alle Nok! —
J) Sml. Digtn. III, S. 1 1 6 -1 7.