105 / 500
— 98 -
skueisen i Winthers Noveller, „for at bidrage Sit til at
fjærne fra Literaturen en i Ordets højere Forstand
usædelig Verdensbetragtning, der indeholder en Beneg-
telse af en moralsk Verdensorden og følgelig af den
menneskelige Frihed . . . . Den skjønne, geniale Frem
stilling, denne Livsanskuelse har modtaget i disse [No
veller og i „Digtninger“], indeholder kun for Kritikken
en endnu større Opfordring til at afklæde den dens
glimrende Dragt og fremstille den i dens Nøgenhed.“
Hvorledes dette gjøres, tillader Pladsen ikke her at med
dele; kun skal det bemærkes, at
Rasmus Schmidts
for
nævnte Anmeldelse meget falder sammen med denne.
Efter at have sammenlignet „En Aftenscene“ med et
hollandsk Portrætstykke, i hvis Baggrund en Udsigt er
aaben til et italiensk Landskab, og sagt: „Beskrivelsen
af den lærde Hr.
O lu f Borch
og Jomfru Abigael minder
om
van Dycks
klassiske Portrætter af de fornemme og
stadselige Herrer og Damer,“ slutter „Fædrelandet“s An
melder med følgende Ord: „Vi vente ikke at blive ud
satte for den Misforstaaelse, at vi i vor Kritik ikke have
fulgt den forlængst anerkjendte Sætning, at et Kunst
værk skal bedømmes fra Kunstens Standpunkt og ikke
fra et fremmed, f. Ex. det moralske, fordi vi bestandig
have efterviist den centrifugale Retning, Digteren har
taget fra det ene, store Centrum, hvori tilsidst hele Til
værelsen hviler:
den moralske Idé.
Digteren skal ikke
prædike Moral, men uden for Kunstens Sfære hævde
den sædelige Idé, fremstille dens Triumf. Den sædelige
Idé er allestedsnærværende, og, hvor den ikke anerkjen-
des, er den tilstede som Anklager. Kunstneren kan
derfor ikke løsrive sig fra den; den er hans — som en