103 / 500
— 96 —
visk. Anmeldelsen ender saaledes: „Det er ikke blot
i sine egne, originale Produkter, at Chr. Winther i den
sidste Tid har viist denne forkastelige Tendens til at
nedbryde den fornemste og uundværligste Betingelse for
et socialt Livs Existens: Sædeligheden; ogsaa ved over
satte Arbejder (som han idetmindstej har laant sit Navn
som Udgiver og ved dette Stæmpel skaffet en vis An
seelse) har han forsøgt at indføre den nyere franske
Skole i den skandinaviske Literatur, og det er vel derfor
paa høje Tid at nedlægge kraftig Protest mod en Ret
ning, der, hvor gehaltløs den endogsaa er, dog, naar
den fremtræder under et saa agtet Navns Ægide, let
kunde faa en højst farlig Indflydelse. Det er derfor og
saa Pligt, saavel mod Digteren, over hvis Navn det i
Tiden vil gaa ud, som mod Publikum, og fornemmelig
mod selve Kunstens krænkede Genius, at udtale sig
skarpt derimod.“
„Fædrelandet“ (1843, Nr. 1359 og 66, under Mær
ket „76“) siger, at baade „Digtninger“ og „Fire No
veller“ adskille sig fra Winthers tidligere Frembringelser
derved, at de udtale en mere sønderreven Sjæl, derved,
at Digteren i en højere Grad har koncentreret sig i sin
Kjærlighedsfølelse til et eller andet Individ og hævet
denne Følelse til det Absolutte, for hvilket Livets sæde
lige Magter maa vige. Anmelderen hævder, at Chr.
Winther her „ikke blot lader Skæbnen begunstige
dem
,
hos hvem Kjærligheden har forvandlet sig til en alle
Bulværker gjennembrydende Lidenskab, men lader dem
endog føle sig lykkelige (heri ligger en psykologisk
Usandhed), hvorimod han lader Skæbnens Slag ramme
dem, der have kæmpet i Sædelighedens Interesse. Heri