104 / 500
- 97 -
aabenbarer sig en Benegtelse af en sædelig Verdens
orden, eller af Retfærdighedens Idé, og en Spot over
Livet.“ Efter denne Indvending fremhæves „den store
Nydelse, man finder i det skjønne Sprog, i den poetiske
Fremstilling, som kun den højt begavede, geniale Digter
kan give, i den vel kun skitsemæssige, men raske og
kraftige Tegning af Karaktererne, men fremfor Alt i den
omhyggelige, detaillerede Skildring af Situationerne, hvori
Chr. Winther har sin Styrke. Naar „Hverdagsforfatte
rens“ Noveller nærmest kunne kaldes dramatiske, fordi
de ere saa rige paa sindrige Kompositioner og kunst
fuldt anlagte Intriger, i hvis Udvikling og Opløsning
Karaktererne tilfulde faa Lejlighed til at udvikle sig,
naar
Carl Bernhards
mere nærme sig til Romanen, idet
Begivenhederne her have Overhaanden, er det derimod
Situationerne, det Hvilende, der er det Fremtrædende i
Chr. Winthers erotiske Noveller, hvorimod Intrigen og
Handlingen er saa godt som ingen, den hele Komposi
tion saa simpel som mueligt, Karaktererne tildels kun
skitserede og Begivenhederne kun angivne med faa Ord.
Kjærligheden i dens Udvikling fremstilles enten slet ikke,
saa at vi strax henføres til dens Kulminationspunkt eller
til Opløsningen, eller dens Udvikling antydes kun med
faa Træk. Ved denne skitsemæssige Behandling, der
findes i alle Novellerne — „En Aftenscene“ gjør kun
tildels Undtagelse — har Digteren undgaaet den Fejl,
hvori vore andre Novelleforfattere oftere have gjort sig
skyldige, nemlig at udmale Hverdagslivet i dets Enkelt
heder med saa stor en Nøjagtighed, at vi rives ud af
den kunstneriske Sfære og synke ned i det trivielle,
virkelige Liv.“ Anmelderen gaaer nu løs paa Livsan-
N- B egh: Chr. Winther. III.
7