— 99 —
hver menneskelig Stræbens — sidste absolutte Formaal.
Det er derfor med Kunstens absolutte Formaal for øje,
at vi saameget have opholdt os ved Digterens sædelige
Livsanskuelse og peget hen paa det Centrum, hvorfra
han er flygtet, og hvorhen han maa vende tilbage for
ikke at blive udelukket fra
dem,
der fortrinsviis søge
Livets Opgave.“
P. L . M&ller
fremhæver („Kritiske Skitser“ II, S.
220 ff.), at Winthers udmærkede Betingelser for den epi
ske Skitsedigtning, som han havde fastslaaet ved sin Om
tale af „Digtninger“, vise sig ligesaa beundringsværdigt i
Fortællingerne. Han siger: „I denne Retning har Win
ther efter min Mening lagt sit Talents modneste og mest
glimrende Side for Dagen.“ Men — som forhen be
mærket — hans Fantasi var ikke mangesidig i Opfin
delse og Interesser, og derfor gjenfandt man ogsaa i
Indholdet her den Analyse af det Erotiske, det Tema,
som dannede det Centrale i Digtene fra hans Overgangs
periode: „Hvad Kval der kan ruge mellem Kvinde og
Mand“. Han ledede os med øvet Haand ind i Kjærlig-
hedens Konflikter, ikke de, hvor en idyllisk Aand af
værger alle Skibbrud, men hvor heftige Lidenskaber føre
til Overskriden af Hverdagslivets nedarvede Traditioner
og trivielle Former. Her var ingen passiv Melankoli,
det var Kjærlighedsideen, der — ifølge sin Ret som den
skjønneste Naturmagt — gjennerøførte sin Emancipation.
Dette var tildels Temaet, og Udførelsen lignede de dri
stige Fantasier af en stor Virtuos, i hvilke man, selv
om de afbrydes med en Dissonans, derfor ikke mindre
maa beundre Kunstneren. Dette er nu i æstetisk Hen
seende — i den valgte Kunstform, der ifølge sin Natur
7
*