ChristianWinther

— 99 —

hver menneskelig Stræbens — sidste absolutte Formaal.

Det er derfor med Kunstens absolutte Formaal for øje,

at vi saameget have opholdt os ved Digterens sædelige

Livsanskuelse og peget hen paa det Centrum, hvorfra

han er flygtet, og hvorhen han maa vende tilbage for

ikke at blive udelukket fra

dem,

der fortrinsviis søge

Livets Opgave.“

P. L . M&ller

fremhæver („Kritiske Skitser“ II, S.

220 ff.), at Winthers udmærkede Betingelser for den epi

ske Skitsedigtning, som han havde fastslaaet ved sin Om

tale af „Digtninger“, vise sig ligesaa beundringsværdigt i

Fortællingerne. Han siger: „I denne Retning har Win

ther efter min Mening lagt sit Talents modneste og mest

glimrende Side for Dagen.“ Men — som forhen be

mærket — hans Fantasi var ikke mangesidig i Opfin

delse og Interesser, og derfor gjenfandt man ogsaa i

Indholdet her den Analyse af det Erotiske, det Tema,

som dannede det Centrale i Digtene fra hans Overgangs

periode: „Hvad Kval der kan ruge mellem Kvinde og

Mand“. Han ledede os med øvet Haand ind i Kjærlig-

hedens Konflikter, ikke de, hvor en idyllisk Aand af

værger alle Skibbrud, men hvor heftige Lidenskaber føre

til Overskriden af Hverdagslivets nedarvede Traditioner

og trivielle Former. Her var ingen passiv Melankoli,

det var Kjærlighedsideen, der — ifølge sin Ret som den

skjønneste Naturmagt — gjennerøførte sin Emancipation.

Dette var tildels Temaet, og Udførelsen lignede de dri

stige Fantasier af en stor Virtuos, i hvilke man, selv

om de afbrydes med en Dissonans, derfor ikke mindre

maa beundre Kunstneren. Dette er nu i æstetisk Hen

seende — i den valgte Kunstform, der ifølge sin Natur