111 / 500
— 104 -
Du alene mig kan lønne!
Du —' alene Du — kan faa
Sjælens Blomst til ud at slaa
sine Blade, friske, grønne!
Og al Verdens raa Forstand,
Pral og Prunk mig Intet vejer
mod en slig Begejstrings Sejer,
som Du mig berede kan.
Det maa have været yderst pinagtigt for Chr. Win
ther at se Anmelderne af „Digtninger“ og „Fire Fortæl
linger“ hentyde til det Usædelige, der var kommet ind
i hans Livsanskuelse — et Resultat af hans Forhold ti!
Fru
Werliin,
hvilket Forhold jo naturligviis var Alverden
bekjendt, saa at det ogsaa laa bag ved Anmeldernes
Ytringer. Dette Forhold udviklede sig fremdeles varmere
og inderligere, men befriede ham ikke i Glæde. Han
siger i denne Periode: „Altid har jeg Noget at ærgre
mig over, og for det Meste ligger det hos mig selv.“ 1)
Den 25nde April 1846 skriver
Hauch
til ham2): „Det
gaaer mig og min Kone virkelig til Hjærte af Deres
Brev at mærke, at Grundstemningen i Deres Inderste er
saa yderst melankolsk. Med Deres usædvanlige aande
lige Gaver og med Deres hele Væsen og Karaktér mener
jeg, at man ikke kan staa saa langt uden for den Kres,
hvorpaa Fru Fortuna kaster sine Blikke, at man nogen
sinde behøver at fortvivle. Mænd som De bære jo deres
sande Lykke i deres eget Bryst og i den Verden, de
deraf ere i Stand til at fremtrylle. Det er vel sandt,
„at Melankoli danner Grundstemningen hos de fleste
*) Breve fra og til C. W., S. 52. 2) Smsteds S. 69—70.