— 101 —
wo die Brust sich frei erschlieszet,
und die freien Lüfte wehen .
Lebet wohl, ihr glatten Säle,
glatte Herren, glatte Frauen!
Auf die Berge will ich steigen,
lachend auf euch niederschauen!1)“
De stærke politiske Brydninger efter
Frederik den
Sjettes
Død gik Chr. Winther — som saamange af vore
andre Digtere — temmelig uænsede forbi. Ligesom
Goethe
havde han ingen Interesse for Døgnets Politik
og sagde med denne Mester, a.t alle politiske Urolig
heder lægge Hindringer ivejen for Kulturen. Ligesom
Goethe
„troede han ikke paa Folkets Ævne til at styre
og følte Afsky for Frihedsapostlene, da de alle søge
Tøjlesløshed.“ Hvad der skete i Frankrig efter Juli
dagene 1830 fik ikke noget egentligt Sidestykke her i
Danmark.
Der
gav Poeter som
Lamartine, Victor
Hugo
og
Balzac
sig i Politikkens Tjeneste; her kunde
man nævne
Grundtvig og Ploug.
Men sjældent har
Poeten viist sig dygtig som Politiker, sjældent træffer
han her Maalet.
Plato
viste at være en erfaren Mand,
dengang han fordrede Digterne udelukkede af Stats
styrelsen. „Fædrelandet“ udtaler sig anderledes derom;
det siger2): „Med Rette kan man undre sig over, at
en Digter, i saa lang en Aarrække som nu Tilfældet er
med Winther, kan vedblive at besynge sine Kjærligheds-
følelser for en eller anden Kvinde, i en Periode, hvor
man med Sandhed kan sige, at Øxen er lagt ved Roden
0
Heines
„Harzreise“. 2) 1843 Nr. 1359.