ChristianWinther

—

1 0 5

—

virkelige Digtere“ og „at den udentvivl er nødvendig,

forat det es Produktioner skulle faa den rette Folie“ -

men, jo mørkere Natten er, des lysere glimte Stjær-

nerne, og des mere drages Tanken opad mod det skjulte

Land, hvorfra Sangen strømmer, og hvortil Vejen gaaer;

al vor Melankoli er kun en forklædt Hjemve; med an

dre Ord: den er et Vidnesbyrd om, at vi virkelig besidde

et saligt Hjem, hvortil vi tilsidst skulle vende tilbage,

og hvor vi Alle skulle samles. Poesi, Filosofi og Reli

gion stemme saaledes i deres Centrum overens.“ Naar

disse Ord bleve anvendte paa Chr. Winther, har han

følt dem som en ellers dybsindig Mands overfladiske

Tale, der lød godt, men ikke kunde anvendes i det

givne Tilfælde. Æstetikken og Sangens Ævne kunde

ikke trøste Chr. Winther, naar han etisk følte sig an

klaget, og mange Vidnesbyrd samstemme i, at dette var

Tilfældet. —

I den Aarrække, Fru

Werliin

levede som fraskilt

Kone, forlod hun flere Gange for længere Tid Kjøben-

havn; hun var saaledes et halvt Aar hos sin sinds

syge Søster i Holsten, og med sin Fader foretog hun

sig en længere Rejse til Italien. Det er denne, Winther

viser tilbage til, naar han i et Digt, han sender hende

med Blomster, siger om disse1):

De veed, at i Orangens Lande,

paa lavrbærklædte, fjærne Strande

Du drukned fast i Blomst og Blad,

at paa St. Gotthards Skallepande

Kjærminderne Du hilste glad.

Da hun vender hjem, synger han2):

Sml. Digtn. III, S. 241. 2) Smsteds S. 193.