101 / 500
_ 94 —
modnere Alder, og i vor Tid næsten er ligesaa sjældent,
er
Friskheden,
og denne besidder Winthers Fremstilling
endnu stedse i høj Grad.“
I Berlingske Tidende (Nr. 34, 1842) siger en An
melder
H[olst?],
at „i disse Digte er Livslysten med
den barnlige Glæde over den skjønne Verden og det
rige Menneskeliv forsvunden. Illusionernes Tid er forbi,
Glæden er flagret bort fra Digterens Strænge,
Smerten
er nu hans Musa, men ikke denne Smerte, der — som
hos saamange af Nutidens Poeter — ironiserer over sig
selv eller gjør sig interessant ved at bære sine Lidelser
til Skue, derimod en
ædel
Smerte, der udtaler sig sim
pelt i naturlige og gribende Melodier. Hvad der over
hovedet karakteriserer denne Digtsamling er en vis æte
risk Duft, en Ringeagt for det Stofagtige.“
Fra den Omtale, der blev „Digtninger“ tildel, ven
der jeg mig til „Fire Noveller“s Modtagelse i Pressen.
Georg Carstensens
„Ny Portefeuille“ raader til at læse
den sidste af Novellerne, „En Aftenscene“, først, „og
derpaa — lade man de øvrige aldeles ulæste. Det kunde
ellers let gaa Flere, som det gik os, idet vi ikke uden
stor Møje overvandt den uhyggelige Stemning, hvori
Læsningen af de tre første Noveller havde sat os, for
at give os ifærd med den fjerde; og det bliver da et
stort Spørgsmaal, om ogsaa Alle vilde have den Selv
overvindelse at læse videre. Den yndige „Aftenscene“
forsonede os derimod igjen med Forfatteren. Det var
virkelig en klar, forfriskende Sommeraften efter en kvalm,
lummerhed og trykkende Dag. Det var igjen en smuk,
harmonisk Grundakkord oven paa de evige, skærende
Dissonanser. Men ogsaa kun
den
alene finde vi „Træ