96 / 500
— 89 —
vore Sjæle, eller skal han ikke snarere mildne og læge
den, knytte sammen Hvad der er opløst og forbinde
det Adskilte, kort: paa en ideal Maade skjænke Hvad
Livet ikke altid vil give os i Realiteten? Det er netop
Kunstens Herlighed, at den, hvis inderste Væsen er Fri
hed, ved Fantasiens Hjælp frigjør Mennesket, trods dettes
etiske Ufuldkommenhed. Og skulde det nu være Poe
siens Bestemmelse, den, som er den højeste Form for
al Kunst, at binde mig med alle disse tilsyneladende
Modsigelser og Dissonanser? Eller skulde det - for at
tage det andet Punkt med — være dens Bestemmelse
at smugle det moralsk og sædelig Slette ind i Livet?
Thi som Saadant vise alledisse moderne Angreb paa
Ægteskabets Hellighed sig dog for enhver dybere Be
tragtning. Vistnok har det moralsk Slette, ligesom det
Onde, sin Berettigelse i Livet og i Poesien, men en
relativ, som Skyggen, der fremhæver Lyset, ikke en
absolut som Lyset selv. Det sædelig Slette maa kun
ti æde frem som en Modsætning, der overvindes, og ikke
som i den nyere Tids frivole Poesi — sætte sig selv
som det Gode; thi saa forrykkes den ene Side af Poe
siens Betydning fra sin Plads, den, at Digtekunsten skal
være Middel for et sædeligt Liv.“ „Men naar disse
Digtere,“ indvender Marie, „som f. Ex.
Heine
— thi det
er dog ham, De mener, at Chr. Winther i denne Digt
samling igjen har nærmet sig til — naar de, som De
selv har sagt, ere Aftødninger af deres Tidsalders Søn-
dersplittelse og Gjæring, saa maa De dog have Ret til
at udtale sig; og hvad
Heine
angaaer, saa spotter han
jo selv med sin Smerte; følgelig maa han være hævet
over den.“ „Nej, ingenlunde,“ faaer hun til Svar; „thi