95 / 500
end den, han her har faaet. — Den omtalte Samlings
sidste Digt „Bægeret“ 1) anklages for Ubetydelighed, for
Dobbelthed i sit Anlæg og for Disharmoni i sin Slutning;
da Marie med Hensyn til dette sidste Punkt anklager
„Annette“, forsvarer hendes E lsker— ligesom i sin Tid
„gamle
Molbech
“— dette Digts bratte og brudte Slutning,
som han langtfra finder forstyrrende eller disharmonisk,
fordi den kun tilintetgjør en Række behagelige Situa
tioner, men ingen Personlighed. I „Digtninger“ finder
han derimod gjennemgaaende en Adskillelsens, en Søn
derriveisens Aand, den samme, der i større Former be-
sjæler den nyere franske Poesi, og som vel er en Frugt
af Tiden, men ogsaa begynder at blive til Maneer; han
fordømmer de Stænk af hin Aand, som findes i denne
Digtsamling; den er i sædelig Henseende forkastelig,
fordi den træder op imod de med en absolut Gyldighed
bestaaende Samfundsforhold og ved deres halve, ufuld
stændige Opfattelse af Livet kaster en skærende Dishar
moni ind i enhver Sjæl, der er fremmed for dens Væsen.
Herimod indvender Marie, at, fordi et Digt ikke kan be-
staa for den moralske Domstol, eller fordi det ender med
en Disharmoni, derfor alligevel fuldtud maa kunne be-
staa for den poetiske. Herpaa faaer hun følgende Svar:
„Jeg skal i Korthed sige Dem Hvad jeg tænker derom.
Ingen sand Kunst tilsteder en Disharmoni, og, naar Poe
sien efterlader et saadant uharmonisk Indtryk, saa er
den, blot af den Grund, ikke længer Kunst. Thi hvor-
foi er Digteren til? Mon for at forhøje og fremhæve de
Dissonanser, som en overfladisk Betragtning af Verdens
livet skuer overalt? Skal han forøge Disharmonien i
b Sml. Digtn. VI, S. 82.