90 / 500
— 8 3
—
Næste Søndag indfinder Elskeren sig atter, meget
ivrig efter at høre Maries Mening. Da han seer hende,
synes han, hendes Ansigt har faaet et forklaret Udtryk
af Lykke og Glæde, det er, ligesom hendes Træk ere
bievne mere udviklede, som om de have afkastet deres
barnlige Ubestemthed og vundet den Sikkerhed og Ro,
der altid er et Tegn paa, at Sjælen er sig sin aandelige
Rigdom, sin Vej og sit Maal i Livet bevidst. Han me
ner, denne Forandring kommer af, at Kjærligheden er
vaagnet i hendes Hjærte og har fortalt det sine Hem
meligheder, og ved denne Forestilling ønsker han sig
selv tillykke, idet han spørger hende Hvad hun saa
synes om Winthers nye Digte. „Jo, særdeles godt,“
svarer hun, næsten til hans Skræk, og, da hun kan se
hans Ansigts Uro, tilføjer hun hurtigt, at hendes Dom
gjælder denne Samling, tagen som Helhed, medens hun
nok har Adskilligt at indvende mod flere af dens Enkelt
heder. Han bekjender saa, at denne Digtsamling langt
fra har vundet hans udelte Bifald eller tilfredsstillet hans
Forventninger. Han næsten ærgrer sig over, at han
under deres sidste Samtale har rost Winther for Delika
tesse i Udvalget af sine Digte; en saadan er nemlig
slet ikke karakteristisk for denne nye Samling, i hvilken
det — idetmindste fra denne Digters poetiske Stand
punkt — Middelmaadige har faaet Plads og rent ube
tydelige Hjærteudgydelser ere komne med, saa at uden
Skade en Trediedel af Bogen kunde skæres bort; saa
vilde de to Trediedele af det Tilbageblevne være for
træffelige. Han erklærer, at han navnlig ved den over
flødige Trediedel tænker paa Digtene „Til Een“ *). Hertil
x) I den omtalte Samling findes de 23 første.
6*