89 / 500
-
8 2
—
ham, men dog, udenat han er forlokket af dennes fri
vole Letsindighed. — Endelig peges der paa den „Deli
katesse“, Winther viser ved
Udvalget
af sine Digte;
medens andre af hans Samtids Digtere levere deres
Læsere Avner og Korn i een Blanding, giver Winther
kun Kjærne; han kjender nøje sine Kræfter og Grænd-
serne for sin poetiske Virksomhed, og han har altid i
sine tidligere Digtsamlinger viist Takt nok til at skaane
Publikum for de blot subjektive Udgydelser af en eller
anden Sindsstemning uden
almindelig
poetisk Værdi,
saadanne, som alle Digtere frembringe, men kun de
færreste holde inden for sine egne fire Vægge; „Hvem
bryder sig dog, naar Alt kommer til Alt, om en Digters
Nød eller en Digters Lykke, naar den ikke er et Billede
af
Livet?“
Chr. Whnthers Afholdenhed i Valget af de
Digte, han vilde trykke, har i ikke ringe Grad bidraget
til at erhverve ham hans Digterrang og vil i Fremtiden
bidrage til at bevare den og holde hans Poesi som en
ægte, uforfalsket Vare i Pris hos kommende Slægter.
Aldrig vil han blive ulæst, aldrig henviist til Antologier,
Lingvister og andre Forskere; dertil er han ved sin
poetiske Nationalitet altfor populær. Om han end selv
vilde lægge an paa at ødelægge sit Digterrenommé og
slaa sig ihjel, saa
kan
han ikke dette; han maa ved
blive med at leve som — nej, ikke som en Evigheds
blomst; thi dette Visne, Ufriske har han ikke; men som
Vedbenden, der altid er grøn og sund, og som i lette,
graciøse Slyngninger snoer sig op ad Egens Stamme;
saaledes vil han holde sig ilive ved at slynge sig om
Folkestammen og drage Næring af dens Sundhed og
Saft. — Hermed ender den første Samtale.