87 / 500
—
80
—
Frihed i Udtryk, som følge deraf, netop dette er et
Særkjende for den ægte nationale Digter, der altid be
handler sit Modersmaal paa samme Maade som en ud
mærket Musiker, der tilbunds kjender sit Instrument,
aflokker dette dets sjælfulde og til Sjælen sig trængende
Toner; Sproget er den nationale Digters Troldmand,
hans Pen er hans Tryllestav, Ordene komme og gaa,
naar han vinker ad dem, og i alle hans Slyngninger
og Forbindelser er der fuld Harmoni. Naar der nu til
en saadan Sprogkraft kommer virkelig Sympati med
Folkets Liv og helligste Interesser, med dets Forfatning
og Historie, dets Sæder og Skikke, saa er Digteren
ægte national, saa vil hans Poesi ikke forsvinde. Dette
gjælder om Chr. Winther. Det er det Danske i Maries
Aand og Hjærte, der har gjort ham til hendes Yndlings-
digter, og det samme Indtryk, som hun for lidt siden
har sagt, hun fik af
hans
Poesi, vil hun ogsaa modtage
af vore Kæmpeviser, som alle ere udsprungne af Folke
bevidstheden, eller rettere: Ubevidstheden, ligesom ved
en Naturnødvendighed, og hvis Aand og Tone derfor
ere at betragte som det mest naive Udtryk af det dan
ske Folks aandelige Individualitet, af Grundtrækket i
dets Karakter, der ikke blot er jovialsk, godmodig Ly
stighed og Skjælmeri, hvis Lys falder over Livet, lige
som Solskin i Skoven, men ogsaa et dybt elegisk Al
vor, der som en Orgeltone gjennemtrænger alle vort
Folkelivs Rørelser og synger Bassen til dets lystige
Diskant. Denne elegiske Tone kan vel lignes ved den
mørke Baggrund i en Skov, hvis Forgrund er lys og
beskinnet af Solen. Efter denne Udtalelse fremhæves
endvidere Winthers Fantasi, Følelse og malende Ævne,